Christian V´s Norske Lov
I Christian V´s Norske lov var det dødsstraff for 49 forskjellige forbrytelser:
§ 6-1-3: KatolisismeMunke, Jesuviter og dislige Papistiske Geistlige Personer maa under deris Livs Fortabelse ikke her i Kongens Riger og Lande lade sig finde, eller opholde. Hvo vidende saadanne Personer huse og herberge, eller stæde dennem Platz til deris Romerske Ceremonier at fulddrive, straffis som de, der huse fredløse.
§ 6-1-7: Blasfemi (muntlig)Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais og tillige med Tungen sættis paa en Stage.
§ 6-1-8 Blasfemi (skriftlig)Haver nogen sin Haand til nogen saadan Guds Foragt brugt, da bør den og af hannem levendis at afhuggis, og hos Hovedet paa Stagen fæstis.
§ 6-1-9: SatanismeBefindis nogen Troldmand, eller Troldqvinde, at have forsoret Gud og sin hellige Daab og Christendom, og hengivet sig til Diævelen, den bør levendis at kastis paa Ilden og opbrændis.
§6-1-11: Rømte trollmennEnd bryde de ud, eller bortløbe, straffis paa deris Liv, om de kand antreffis
§ 6-4-1: MajestetsfornærmelseHvo som laster Kongen, eller Dronningen, til Beskæmmelse, eller deris og deris Børns Liv eftertragter, have forbrut Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levendis afhuggis. Kroppen parteris og læggis paa Stægle og Hiul, og Hovedet med Haanden sættis paa en Stage. Undkommer Misdæderen, og ikke kand lide paa Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede og Efterlignelse. Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal hans Vaaben af Bødelen sønderbrydis, og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme. § 6-4-2: KonspirasjonHvo, som enten med Raad, eller Daad, lader sig finde at ville bringe nogen Forandring i Kongens absolut Arve-Regæring, straffis paa lige Maade. § 6-4-3: OpprørHvo, som giør noget Oprør, samler, eller værver, Folk inden, eller uden Lands, giør Stæmpling enten med Indlændiske, eller Udlændiske, imod Kongen, eller Kongens offentlige Fiender enten med Raad, eller Daad, bistaar, være lige Straf undergiven.§ 6-4-4: InsubordinasjonHvo som opbyder enten Land-Militien, eller andre Kongens Ryttere, eller Fodfolk, uden Kongens Befaling, have forbrut Ære, eller Liv, eller Gods, efter Gierningens Beskaffenhed.§ 6-4-6: Overgang til fiendenHvo som i Fejdetid Unødt og Utvungen tager Tieniste hos Fienden og tiener imod Kongen, eller giver Fienden anslag, eller forraader Kongens Undersaatter, deris Gods og Formue, have forbrut sit Liv og Boeslod.§ 6-4-7: Uhjemlet rekrutteringHvo som i Kongens Rige uden Kongens særlig Tilladelse værver Soldater, eller Baadsfolk, og dem af Riget udfører, have forbrut sit Liv og hvis hand haver med at fare.
§ 6-4-9: OpposisjonTaler nogen ilde om Kongens Regering,have forbrut Ære og Gods. Hvis saadan Tale ogsaa haver Udseende til Opsættelse imod Kongen, da er Livet ogsaa forbrut.§ 6-4-13: OpposisjonBefindis nogen at opsætte sig, eller at raade andre til at opsætte sig, imod Kongens Befalinger, eller Forordninger, naar de paa Tinge, eller andenstæds, forkyndis, have forbrut Ære, Liv og Gods. § 6-4-14. OpposisjonHaver nogen Kundskab om saadanne Forseelser, og det ikke strax aabenbarer, straffis som medvider, enddog hand hverken i Raad, eller Daad, er med i Gierninger , saa som Forseelsen er til, paa Ære, eller Liv, eller Gods.
§ 6-4-15. Overfall på politisk elite Overfalder nogen fremmede Gesanter, eller Kongens Høie Ministros og Raad i deris Embeder, eller Bestillinger, straffis paa Liv, paa Ære og Gods efter Gierningens Beskaffenhed og dens Stand, som overfaldis.§ 6-4-17: Overfall på dommere eller advokaterOverfaldis Dommer, eller andre Rettens Betiente, med Hug og Slag, naar de side Kongens Ret, da er dermed forbrut Liv og Boeslod.
§ 6-5-3: Mishandling av foreldreSlaar nogen sine Forældre, da er det Halsløs Gierning.
§ 6-9-1: Overlagt drapHvo som far med oplagt Raad til anden Mands Huus, eller Gaard, enten hand haver det til Leje, eller Eje, eller hvad Slags Boelig det er, som hand haver ført sig selv og sit Gods udi, eller Skib, og dræber der enten hannem, hans Hustrue, Børn, Tyende, eller Giest, som der er indbøden, eller til Herberg, da bør hand at miste sin Hals, og hans Hoved at sættis paa en Stage, saa vel som alle de, der ere i Flok og Følge med, og alle deris Boeslodder, at være forbrutte, halvdeelen til den Dræbtis Arvinger, og halvdeelen til deris Herskab.
§ 6-9-7: Innbrudd hos KongenHvo som bestiger Kongens Huus inden, eller uden, som er befæstet med Muur, Grave, eller Planker, eller som Port er for, miste sit Liv.§ 6-9-8: Innbrudd hos KongenHvo som i Kongens Gaard opslaar Kielderdøre, eller andre Lukkelser, eller overfalder Kok, Kieldersvend, eller nogen, som Befaling haver, miste sit Liv.
§ 6-9-12: RovmordFornemmis nogen at ligge i Skov, eller Skyl, da er ganske Almuen forpligtet til at eftersætte og fange hannem. Hvis hand ikke da kand giøre saadan Rede og Skiel for sig, at mand kand kiende, at hand haver der noget ærligt Ærinde, da dømmis hand efter Sagens rette Overvæjelse paa Livet, eller til ævig Fængsel og Arbejde, eller i andre Maader. Ligger Stiemand paa Skov, eller i Skyl, eller paa farende Veje, eller nogen bryder ind i Mands Huus og Boelig, og myrder noget Menniske, da, om hand vorder taget ved Gierningen, haver hand forbrut sit Liv, og bør at læggis paa Stægle og Hiul, og hans Hovedlod være forfalden til Herskabet og den Dræbtis Arvinger.§ 6-9-13: RovmordEnd undkommer hand, da være fredløs og straffis, som sagt er, om hand kand antreffis.§ 6-9-14: RovmordOg skal ellers alting med Mord saaledis forfølgis, som sagt er om Drab i det siette Capitel.§ 6-9-15: LandeveisrøveriGiør Stiemand nogen Saar, og hand enten gribis paa ferske Gierninger, eller det hannem lovlig overbevisis, miste sit Liv; Men sigtis hand derfor og ikke gribis paa ferske Gierninger, værge sig med sin Eed, og derforuden lovligen bevise, at hand ikke var paa det Stæd, som Gierningen skeet var.
§ 6-13-8: SkjendingDersom nogen befindis ublueligen at have skændt den ene Uberøgtede Møe, eller Enke, efter den anden, tre, eller flere, da skal hand ikke alleniste bøde som forskrevet staar, men og straffis enten paa Livet, eller i andre Maader med højeste Straf andre til Exempel og Forskrekkelse.
§ 6-13-14: IncestDe som sig i de forbudne Leed imod Guds Lov, enten i Blod, eller Svogerskab, forsee, straffis paa deris Liv, og derforuden, saa fremt samme Blodskam er begangen baade med Fader og Søn, eller baade med Moder og Daatter, eller af Fader med Daatter, eller af Søn med Moder, da skulle Kroppene, naar de halshugne ere, kastis paa en Ild og opbrændis.§ 6-13-15: Crimen bestialitatisOmgængelse, som er imod Naturen, straffis med Baal og Brand.§ 6-13-16: Voldtekt (en gang)Dersom nogen voldtager en ærlig Møe, eller Enke, og det bevisis, miste sit Liv, eller, om hand ej betrædis, være fredløs; Men om hannem benaadis Livet, tage sig hende til Hustrue, om hun og hendis Formyndere og Frænder ville; Men ville de ikke, give hende af sine Penge og Gods efter fællis Venners Raad og Samtykke.§ 6-13-17: Voldtekt (flere ganger)Bliver nogen befundet at have voldtaget den ene efter den anden, og ingen af dem tager til Egte, hand bør uden Naade at straffis paa Livet.§ 6-13-18 Forsøk på voldtektHvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hielp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, enddog hand sin Villie ikke fuldkom.§ 6-13-22 BortløpingHvo som med Vold og Tvang bortfører nogen Mands Hustrue, Enke, eller Daatter, om endskiønt hand ikke faar sin Villie med hende, miste sit Liv. Dersom nogen med en Egtemands Hustrue løber bort med hendis Villie, da bør de begge at miste Livet.
§ 6-13-24: BigamiHvilken Egtemand, eller Egteqvinde, sig med en anden i Egteskab indlader, bør at miste sin Hals.§ 6-13-25: HorHvilken Egtemand, som haver sin Egtehustrue levendis, eller hvilken Egtehustrue, som haver sin Egtemand levendis, og bliver befunden i aabenbare Hoer, saa det er bevisligt, da skulle de første Gang, hvis Brøst saa findis, straffis paa deris Gods og Penge efter deris yderste Formue. Findis de anden Gang, da skulle de iligemaade straffis paa deris Gods, og siden strax forvisis af Landet: Komme de tredie Gang, saa det er bevisligt, da skal den Egtemand, hvis Brøst saa findis, miste sit Hoved, og den Egteqvinde, hvis Brøst saa findis, druknis; Og naar Hoer saa bevisis nogen over for tilbørlig Dommere, da skal Dommeren give det Amptmanden, eller Husbonden, eller andre, som det bør at straffe, tilkiende. § 6-13-26: Dobbelt horBefindis nogen Egtemand at have med anden Egtemands Hustrue aabenbarlig og Ubluelig Omgængelse, og de ikke efter Advarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deris skammelige og forargelige Levnet, da bør hand at miste sin Hals, og hun at stoppis i en Sæk og druknis.
§ 6-6-1: Forsettlig drapHvo som dræber anden, og det ikke skeer af Vaade, eller Nødværge, bøde Liv for Liv, og enten hand udstaar sin Straf, eller rømmer, saa hand ej kand opspørgis og betrædis, og dømmis fredløs, da skal hans Hovedlod, undtagen Jord, være forbrut, halvdeelen til den Dræbtis næste Arvinger og halvdeelen til Hans Herskab. § 6-5-3: Mishandling av foreldreSlaar nogen sine Forældre, da er det Halsløs Gierning. § 6-6-7: BarnemordLetfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hoved sættis paa en Stage. § 6-6-8: Fødsel i dølgsmålVorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.§ 6-6-10: Utsettelse av barn i skogenDersom nogen kand betrædis, eller nøiagtig overbevisis enten sit eget, eller andens Barn paa vilde Mark, hvor Folk ikke ere, eller lettelig formodis at komme, at henlægge og forlade, da skal den agtis som Manddraber, og have sit Liv forbrut, om end skiønt Barnet ved Guds Forsyn kunde fimdis og i Live erholdis; Men læggis det i Marken paa alfar Vej, eller æaa nær ved Bye, at det Folk letteligen kand forrekomme, da straffis den, som sligt giør, til Kagen, og brændis paa Kinden; Men læggis Barn i Huus, eller Bye, hvor det strax af Folk kand findis og reddis, da straffis den det giort haver til Kagen uden Brænde.§ 6-6-12: LeiemordEnd befaler, eller kiøber, nogen een til at dræbe, eller giøre anden Mand Skade, da agtis det ligesom hand selv hafde giort det med sin egen Haand. § 6-6-22: ForgiftningHvo som overbevisis at have vildet ombragt nogen med Forgift, eller i andre Maader, have forbrut sit Liv§ 6-16-1: LandeveisrøveriHvo som ligger i Skyel, og røver nogen vejfarendis Mand, og søger dermed Fielster, og døller saadan Gierning, hand er Stiemand: Vorder hand tagen paa fersk Fod, eller siden antreffis, og det hannem skielligen overbevisis, have forbrut sit Liv til Stægle og Hiul og sin Hovedlod til Husbonden, naar den Forurettede haver faaet sin Ret.§ 6-16-2: Ran av skibbrudneHvo som røver skibbruden Mand, straffis som Stiemand.
§ 6-16-4: KirkeranHvo som i Kirke opbryder Blok, eller Kiste, eller Skab, hvor enten Fattigis, eller Kirkens Penge, eller Kirkens Kar, eller Ornamenter, ere udi, og deraf noget udtager, straffis ligesom Stiemand med Stægle og Hiul. End røver hand noget af Kirken, som ej er under Laas og Lukkelse, saasom Alterklæder, Lysestager, eller Kroner, eller dislige, straffis med Galgen. Er det ringere, som Lysearme, Stolelaase, Hængsler eller dislige, straffis med Kagen og Arbejd i Jern sin Livs Tid.
§ 6-17-30: Skogfinner Hvorsomhelst Skovfinner kunne antreffis, som opholde sig enten paa Almindings, eller andre, Skove til at forhugge dennem, eller giøre Skade paa Undersaatternis Vejdefang og Fiskeri, og ej sætte sig ned i Bøjgden, og skatte og skylde, som andre Undersaatter, da skulle de paagribis og have forbrut Livet, og alt hvis de have med at fare.
§ 6-17-39: Tyveri på rømmenBryder nogen ud af Jern og Fængsel, og siden lader sig finde i Tyveri, da bør hand at straffis med Galgen.
§ 6-18-2: FalskmyntneriUnderstaar sig nogen at slaa nogen Mynt, uden Kongens Forlov, eller i nogen Maade at forfalske Kongens Mynt, hand bør at straffis paa Ære, Liv og Gods.Bryder nogen ud af Jern og Fængsel, og siden lader sig finde i Tyveri, da bør hand at straffis med Galgen.
§ 6-18-8: Utgi seg for embedsmannHvo som falskeligen giver sig ud for at være i nogen Kongelig Bestilling, og den øver, have forbrut sin Hals.
§ 6-19-1: MordbrannSætter mand Ild i anden Mands Huus, Lade, Stald, Fæhuus, Skiberum, Skov, Sav, Bordstabel, Birkestabel, eller anden Trælast, med Villie, da er det Mordbrand, og vorder hand tagen derved, have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis, og Skaden gieldis igien af hans Gods, og fyrretyve Lod Sølv til den, der Skaden fik, og til Kongen ligesaa, og til Husbonden hans Boeslod.
|
|
Kriminalloven av 1842
| |
Kriminalloven av 1842 hadde bare tyve paragrafer som ga dødsstraff:
§ 9-1
Dersom Nogen, i den Hensigt at a. bringe Norge eller Sverige under fremmed Herredømme, eller fra noget af Rigerne at adskille nogen enkelt Del eller Besiddelse, b. kuldkaste eller ved lovstridige Midler at forandre Norges Statsforfatning, eller den mellem Norge og Sverige bestaaende Forening; c. berøve nogen til Thronen arveberettiget Prinds Livet, eller at udelukke Nogen, som efter de for Arvefølgen gjældende Regler er eller kan blive bretettiget til Thronen, fra at komme i Besiddelse af samme: gjør Oprør, eller foretager Noget, der som Forsøg, efter de i denne Lov givne almindelige Bestemmelser, er strafbart, eller derved enten med Raad eller Daad bistaar, da skal han, saafremt han er Anstifter, dømmes til Strafarbeide paa Livstid eller til at have sit Live forbrudt, men hvis han paa anden Maade har deltaget i Forbrydelsen, ansees med Livsstraf eller med Strafarbeide paa Livstid eller i første Grad. Har Nogen forledet Flere til i Samraad at beslutte Iværksættelsen af saadan Forbrydelse, som her iern næv nt, og Iværksættelsen ikke er paabegyndt, uden at han selv har forebygget dens Paagegyndelse, dømmes han til Strafarbeide i første eller anden Grad. Har den Fare, der ved nogen under foranstaaende Bestemmelse indbefattet Handling er opstaaet, kun væet ringe, nedsættes Straffen til Strafarbeide i anden eller tredie Grad.
§ 9-2
Har norsk eller svensk Undersaat formaaet fremmed Magt til at føre Krig imod de forenede Riger, eller, naar disse er i Krig, til at føre Krig imod nogen med de forenede Riger allieret Magt, i Hensigt at svække dennes Kræfter til at bistaa Rigerne i Krigens Førelse, ellr har han bevirket, ayt nogen med de forenede Riger allieret Magt unddrager RIgerne sin Bistand i det Hele eller for en Del; skal han ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 9-3
Fører norsk eller svensk Undersaat i Krigstid Vaaben imod noget af Rigerne, eller imod deres Allierede, som med dem gjøre fælles Sag, skal han ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 9-4
Samme Straf er norsk eller svensk Undersaat undergiven, hvis han i Krigstid: a. Til Fienden forraader Krigsfolk, Landstrækning, Stats-Fæstning, Pas eller andet Forsvarspunkt, Tøihus, Magazin, Forraad af Krigsfornødenheder eller af Levnetsmidler, Skib eller andet, der besiddes af eller tilhører noget af de forenede Riger, eller deres Alierede, som med dem gjøre fælles Sag, eller noget Saadant i forrædersk Hensigt tilintetgjør eller fordærver b. forleder nogen af de i et af de forenede Rigers Tjeneste ansatte Krigsfolk, eller af de med dem allierede Magters Krigsfolk, som med Rigerne gjøre fælles Sag, til at gaa over til Fienden, til Oprør, eller anden saadan Utroskab; eller c. i forrædersk Hensigt forhindrer, at de forenede Rigers egne Krigsfolk eller Hjælpetropper imod Fienden vorde anvendte.
§ 9-6
Enhver, som i Krigstid er Spion for Fienden, skal ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 9-13
Fordrister Nogen sig til at øve Vold mod Kongen, eller paa anden Maade at fornærme Ham paa Legeme eller Helbred, skal den Skyldige ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 9-15
Dræber nogen Dronningen, Enkedronningen, eller nogen af de Kongelige Prindsesser, og han har havt til Hensigt at begaae saadant Drab, eller dræber han nogen af disse, eller nogen af de Kongelige Prindser, og han omendskiøndt han ikke har havt Drabet til hensigt, dog med beraad Hu eller Overlæg har villet tilføie den Dræbte betydelig Skade paa legeme eller Helbred, skal han ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 9-17
Tilføies Dronningen, Enkedronningen eller nogen af de Kongelige Prindser eller Prindsesser Fornærmelser paa Legeme eller Helbred, hvorfor Strafarbeide paa Livstid eller i første eller anden Grad i Almindelighed er fastsat, skal den Skyldige ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 9-24
Den, som øver Vold imod: a. Stortinget, eller nogen af dets Afdelinger b. Statsraadet, naar det er samlet hos Kongen, eller for i Kongens Fraværelse at føre Regjeringen her i Riget, eller mod den under Kongens Mindreaarighed, under Thronledighed eller i andre Tilfælder anordnede Interimsregjering; c. RIgsretten eller Høiesteret: for enten at hindre eller forstyrre deres Sammenkomster, eller Friheden i deres Overlægninger, Beslutninger eller Domme, ansees med Strafarbeide enten paa Libvstid eller i første eller anden Grad, men hvis Drab af ham forøves, dømmes han til Strafarbeide paa Livstid eller til at havesit Liv forbrudt.
§ 10-11
Begaae de i foregaaende Paragraf omhandlede Personer Vold paa Personer eller Gods, ansees de, som deri gjøre sig skyldige, med Strafarbeide i fjerde eller femte Grad, og Anstifterne og Anførerne med Strafarbeoid i tredie eller fjerde Grad.Vorder Ild paasat, eller Røveri forøvet, skulle Gjerningsmændene ansees med Strafarbeide i første Grad eller paa Livstid. Sker Drab, dømmes Drabsmændene til Strafarbeide paa Livstid eller til at have sit Liv forbrudt.
§ 14-1
Hvo, som med beraad Hu eller Overlæg, i Hensigt at dræbe, forvolder en andens Død, skal for Mord ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 14-2
Har Nogen ved Forgift eller andet Saadant forvodet en andens Død, straffes han for Mord efter § 1, enten Hensigten var at dræbe eller blot at tilføie Skade paa Legeme eller Helbred.
§ 14-5
Dræber Nogen sin Ægtefælle, med hvem han lever i Samliv, eller Slægtning i ret opstigende Linie, eller sin Husbond eller Madmoder, og han har havt den Hensigt at begaae saadant Drab, eller han med beraad Hu eller Overlæg har villet tilfie den Dræbte betydelig Skade paa legeme eler Helbred, dømmes han til Strafarbeide paa Livstid eller til at have sit Liv forbrudt. Det samme gjælder, om Fange dræber Fangevogter, Opsynsmand eller anden Foresat.
§ 14-9 Har nogen, som Strafarbeide paa Livstid paaligger, forbrudt sig mod §§ 1, 3, 4, 5 eller 7, bør han have sit Liv forbrudt.
§ 14-10 Er Nogens Død forvoldet, og Flere have mishandlet den Dræbte, skal Enhver, som med beraad Hu eller Overlæg har besluttet en Andens Død, og som har tilføiet den Dræbte livsfarlig Skade, straffes efter § 1, om der end ikke er foregaaet noget Samraad, hvori Angjældende har deltaget.
§ 14-12 Have Flere paa en Tid mishandlet en Anden, saa at hans Død derved er forvoldet, uden at den Skade, som nogen Enkelt har tilføiet den Dræbte, har været i sig selv livsfarlig, skal Enhvr der har bibragt ham en Skade, som ved Sammenstød med den hgam ellers tilføiede Skade har forvoldet Døden, ansees med den for Mord eller for Drab fastsatte Straf efter Tilfældets Beskaffenhed.
§ 14-15 Hvis Nogen i Tvekamp eller Slagsmaal, hvori han efter Overenskomst med sin Modpart har indladt sig, forvolder dennes Død, ansees han med Strafarbeide i tredie eller fjerde Grad. Have de Kjæmpende, forinde Tvekampen eller Slagsmaalet fandt Sted, vedtaget, at det ikke skulde ende uden med nogen af deres Død, da bør Drabsmanden ansees med Strafarbeide i anden eller tredie Grad. Har Gjerningsmanden bevirket den Andens Død ved lumsk eller mod Aftale stridende Fremgangsmaade, ansees han, efter Tilfældets Beskaffenhed, med den for Mord eller for rab i Almindelighed bestemte Straf.
§ 14-16
Kvindesperson, som enten under Fødselen eller inden et Døgn derefter ombringer sit uægte Barn, eller som, for at det kan omkomme, undlader, imedens hun er frugtsommelig, eller siden at virker dets Død, ansees med Strafarbeide i anden eller første Grad, men med Livsstraf, hvis hun forhen har været domfældt for saadan Forbrydelse.
§ 20-4:
Den, som, for at opnaa den med nogen ovenfor behandlet Forbrydelse forbundne Hensigt, tilføier den Overfaldne betydelig Skade paa Legeme eller Helbred eller underkaster ham ualmindelige Pinsler eller Smerter,ansees med Strafarbeide paa Livstid eller i første Grad, og hvis den Mishandlede omkommer, skal Gjerningsmanden ansees med Strafarbeide paa Livstid eller have sit Liv forbrudt.
§ 20-5:
Gjør nogen, som Strafabeide paa Livstid paaligger, sig skyldig i en Forbrydelse, for hvilken han efter foranstaaende § 4 vilde blive dømt til Strafarbeide paa Livstid, skal han have sit Liv forbrudt.
|
|
